Værdi­grundlag

Skolens idégrundlag bygger på det Grundtvig/Koldske menneskesyn. Herom skal der til stadighed føres en levende samtale til gavn for det daglige samvær og fællesskab på skolen og for at styrke og udvide forholdet mellem skolens bagland og personalet.

Den levende samtale skal medvirke til, at eleverne møder en åben skole, som rummer liv, kærlighed, oplevelser, engagement og glæde. Livsdueligheden søges opøvet og bevidstgjort gennem de demokratiske processer, der betragtes som en naturlig del af det folkelige arbejde.

Samtidig bør der altid foregå en vågen søgen efter vore historiske og kulturelle rødder — herunder den kristne livsopfattelse — vi er den del af.

Grundtvig/­Koldske idégrundlag

Hvad forstår vi ved det Grundtvig/Koldske? At skolen er ”fri” er for os ensbetydende med at vi ønsker retten til hele tiden selv at forsøge at skabe den bedst mulige skole for vore børn, uafhængigt af statsmagt og modestrømninger, at vi erkender og påtager os dette ansvar over for hinanden — for vore børns skyld, og at vi stræber efter frihed i det forpligtende fællesskab.

Ud fra det Grundtvig/Koldske idégrundlag anskuer vi hvert eneste menneske som en dyrebar, ukrænkelig skabning, som har sit eget værd, og som kun kan virkeliggøre sit liv i fællesskab med andre. På dette ståsted betragter vi hver dag i livet som en værdifuld mulighed for hvert enkelt menneske til at bruge sit eget værd til gavn for sig selv og de andre i fællesskabet. Vi søger at udnytte denne mulighed gennem den ”levende” og ligeværdige samtale, hvor man tør sætte sig selv på spil, og hvor ingen på forhånd kender svarene.

Vi ønsker, at vore børn skal være børn, og at de skal møde denne åbne, ”udogmatiske” holdning på skolen og opleve, at de bliver værdsat og taget alvorligt i livsbekræftende omgivelser, hvor kærligheden og glæden kan trives. Samtidigt forpligter vi os til at fortælle børnene, hvor vi står, og hvad vi tror på. Vi mener, at kærligheden og glæden, engagementet og de gode oplevelser, er naturlige forudsætninger for, at børnene kan lære — først og fremmest at leve et liv sammen med andre. Derfor ønsker vi, at alle — børn, forældre, skolekreds og ansatte på skolen — skal have mulighed for at leve med i det, der foregår, at have medindflydelse, og at påtage sig et medansvar.

Vi ser det ikke som vores opgave at forkynde det kristne evangelium, men i bred forstand at beskæftige os med, hvad det vil sige at være dansk med forståelse og respekt for den svage og ”anderledes”. Jo dybere perspektiv vi har på os selv og vore traditioner, jo bedre er vi rustede til mødet med det nye og fremmede.

 

Vore elever skal gives mulighed for:

  1. At opleve arbejde og fritid som en hel og sammenhængende tilværelse – f.eks. gennem en skolehverdag med glidende overgange, hvor emneområderne uden for skolen inddrages, eksempelvis ved besøg og kontakt med lokalsamfundet. Et godt fritidsliv medvirker til et godt skoleliv.
  2. At deltage åbent og aktivt i et levende fællesskab, hvor frihed og ansvar følges ad, og at øve sig i at vælge og drage konsekvensen heraf – 
f.eks. ved at inddrage eleverne i de daglige forpligtigelser.
  3. At møde det danske – 
bl.a. gennem sangen og fortællingen.
  4. At dygtiggøre sig og udvikle de evner og anlæg, den enkelte er begavet med – 
f.eks. ved at opstille fagkombinationer, der giver vore elever mulighed for at vælge sig ind på de efterfølgende uddannelser.
  5. At møde oplysning om folk, liv, det hele menneske, verden omkring os og verden iblandt os – 
bl.a. ved at arbejde med emneområder, der fremmer forståelse og respekt for andre.
  6. At styrke selvtillid og mod – 
bl.a. ved at arbejde med varierede fremstillingsformer som foredrag, projekter, selvvalgte opgaver, drama og teater.
  7. At lære retten til forskellighed – 
f.eks. ved at arbejde bevidst med sociale normer.
  8. At opleve den indbyrdes vekselvirkning mellem undervisning og samvær – ved at bibringe børnene og de unge forståelse for, at læring er en heltidsaktivitet med forskellige vægtninger gennem døgnets 24 timer.
  9. At opdage betydningen af mellemmenneskelig forståelse – 
f.eks. ved at inddrage internationale forhold i skolelivet gennem konkrete forbindelser til lande uden for Danmark.
  10. At bruge fantasien og blive forundret – 
både i den daglige undervisning og i skabende projektforløb.
  11. At turde stå frem – både i den lille flok og ved forskellige former for scenisk optræden.
  12. At blive opmærksom på samtalens 3 nødvendige elementer: tale – lytte – svare -
først og fremmest ved selv at blive taget alvorligt og lyttet til.
  13. At begribe, at dannelse handler om etik, æstetik og moral -
bl.a. gennem en klar oplevelse af, at vi er hinandens forbilleder.
  14. At opdage, at vi hele vort liv har brug for hinanden
og være noget for hinanden -
gennem erfaringer i dagligdagen hvor der er brug for netop mig og mine bidrag.